Regeringen er beredt på SAS-kollaps

Ifølge dagbladet Børsen forbereder regeringen en nødplan, hvis de kabineansatte i SAS skulle sige nej til besparelserne.

Finansministeriet har ifølge Børsens oplysninger forberedt sig, hvis SAS-bestyrelsen søndag må erkende, at milliard-spareplanen ikke kan gennemføres, skriver avisen.dk.

Flere kilder erkærer overfor Børsen, at det vil være uansvarligt, hvis staten som aktionærer ikke havde en alternativ plan klar. Det er Finansministeriet, der administrerer de 14,3% af aktierne i SAS, som den danske stat ejer.

Detaljerne i planen er ikke kendt, men ifølge Børsen har regeringen fokus på at begrænse statens tab mest muligt.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har opfordret SAS-medarbejderne til at sige ja til spareplanen fra flyselskabets ledelse.

”Det er skræmmende, at regeringen arbejder med et scenarie, hvor SAS ikke eksisterer længere. SAS har så stor en betydning for Københavns Lufthavn og Storkøbenhavn, at jeg godt kan forstå den store bekymring. Vi har jo også en stor interesse i, at selskabet fortsætter”, siger formanden for FTF, Bente Sorgenfrey.

Også rejsebranchen forbereder sig på risikoen for en SAS-kollaps Det gælder de rejsearrangører, der har kontrakt for de kommende sæsoner med det skandinaviske flyselskab.