Verdens Turisme- og Rejseråd, WTTC, mødes i disse dage i Rom for at tale om tingenes tilstand. Her har man både udråbt en ny formand og talt om styrket samarbejde mellem stater og den private sektor.
Søndag var spidser i den globale turistbranche samlet i Rom under World Travel & Tourism Councils (WTTC, red.) såkaldte Global Leaders’ Dialogue til det 25. WTTC Global Summit, som løber frem til den 30. september.
Det drejer sig om ministre og administrerende direktører i globale selskaber, som diskuterede nogle af de udfordringer, som er mest presserende i branchen.
Samtalen startede med taler fra WTTC’s konstituerede direktør, Gloria Guevara, og den italienske minister for turisme, Daniela Santanchè. De understregede vigtigheden af stærkere samarbejde mellem offentlige og private aktører for at sikre turist- og rejsebranchens fremtid.
Herefter var der en rundbordssamtale, hvor der ifølge WTTC var ærlig snak mellem ledere i den offentlige og private sektor om bekymringer og mulige løsninger.
Europa som skoleeksempel
WTTC oplyser, at det første møde særligt havde fokus på Europa, som fortsat er den mest besøgte verdensdel.
Her var der særligt fokus på Europas blanding af kulturarv, infrastruktur og bæredygtighed, hvilket, WTTC mener, tjener som et godt eksempel for resten af verden.
WTTC underbygger det med data, som viser, at Europas rejse- og turistbranche ser ud til at slå rekorder i 2025 med et samlet bidrag på 2,6 billioner euro til kontinentets bruttonationalprodukt, svarende til 19,4 billioner danske kroner, hvilket ifølge WTTC er en tiendedel af Europas økonomi.
Branchen står samtidig for at understøtte 41,3 millioner jobs, og én ud af 10 medarbejdere på kontinentet arbejder i branchen, hvilket i sig selv er en ny rekord.
Under rundbordssamtalen var der ud over samarbejde mellem det offentlige og private også fokus på, hvordan Europa differentierer sig fra andre dele af verden. Der var blandt andet også fokus på, hvordan visa-lovgivning og grænsehåndtering spiller ind på turismen og fokus på bæredygtighed.
”Samtalen, vi havde, understreger den store værdi ved at samle regeringer og industrien om samme bord. Fra Europas erfaringer med bæredygtighed og konkurrencedygtighed til globale løsninger for at sikre sømløse rejser, står det klart, at vi gennem samarbejde kan forløse branchens fulde potentiale,” siger Gloria Guevara.
Har valgt ny formand
Ved åbningsceremonien hilste man i øvrigt WTTC’s nye formand, Manfredi Lefebvre, velkommen. Han overtager posten fra Greg O’Hara, som har siddet på posten siden november 2023.
Lefebvre er i sit daglige virke henholdsvis bestyrelsesleder for Heritage Group og for Abercrombie & Kent Travel Group.
”Når jeg i dag træder ind i rollen som formand for WTTC, er jeg både beæret og fuld af energi. Verdens Turisme- og Rejseråd har været en hjørnesten i vores branche og har stået i spidsen for modstandskraft og fremskridt. Rejser er ikke bare en branche; det er en dyb passion, der forbinder mennesker,” sagde Lefebvre i sin indsættelsestale og tilføjede:
”Sammen med vores medlemmer er jeg engageret i at drive ansvarlig innovation fremad og sikre, at vores sektor ikke blot kommer sig, men trives i den nye verden, vi er i færd med at forme. Jeg vil udtrykke min dybeste taknemmelighed til Greg for hans enestående lederskab og urokkelige engagement.”
Relaterede artikler:
WTTC opfordrer til smartere turismestyring

STANDBY.DK Nyt om rejser


