Rejsebureau har få ledige pladser til EM

Mangaard Travel Group fra Aarhus har chartret tre fly til de tre danske kampe i den indledende runde under den kommende EM-slutrunde i fodbold – med afgang på kampdagen fra Billund og retur efter kampen.

 

”Og vi har få ledige pladser på flyene,” sagde adm. direktør, Hans Mangaard, i går til takeoff.dk og tilføjede:

 

”Det gælder navnlig til Danmarks åbningskamp 9. juni mod Holland i Kharkiv; her har vi ca. 20 ledige pladser på flyet fra Danish Air Transport. Ellers kan vi primært tilbyde ledige pladser når vores lejede fly skal til Polen fra Billund og hente danske fodboldfans hjem efter kampene.”

 

13. juni, hvor Danmark spiller mod Portugal i ukrainske Lviv, er der få ledige pladser på flyet fra Jet Time, det samme er tilfældet 17. juni. Denne dag sender Mangaard Travel Group et fly fra færøske Atlantic Airways til Ukraine, også på denne flyvninger er der få ledige pladser.

 

”Kolleger i rejsebranchen kan måske bruge vores ledige pladser, hvis de f.eks. er kørt til Ukraine og gerne vil flyve hjem – eller omvendt. Vores priser omfatter også billet til de danske landskampe, da vi har samarbejde med UEFA og er licensed tour operator,” siger Hans Mangaard. Kolleger fra rejsebranchen kan få mere information ved at ringe på telefon: 86 75 48 40.

 

I øvrigt oplyser det danske udenrigsministerium, at Polen indfører skærpet grænsekontrol før og under EM-slutrunden, der begynder 8. juni og slutter 1. juli. Polen deltager i Schengen-samarbejdet, hvorfor der normalt ikke er kontrol ved grænser, der støder op til andre Schengen-lande. Men rejsende kan i perioden blive kontrolleret, herunder anmodet om at vise pas, ved alle Polens grænser, inklusive ved ankomst med fly og skib.

Skrevet af redaktionen