Rejsebureau klar til erstatningssag mod CPH

strejke københavns lufthavnREJSEBUREAUER: Hvis Danmarks Rejsebureau Forening bakker op, vil rejsebureaudirektør anlægge principiel erstatningssag mod Københavns Lufthavn for sikkerhedspersonalets strejke i mandags. Den kostede bureauer mange penge til ombookning.

Mange tusinde gæster fra rejsebureauer kom i klemme, da sikkerhedspersonalet i Københavns Lufthavn mandag havde over fire timer lang strejke. Bureauerne måtte ombooke gæster for hundredtusinde kr. – de mange penge bør lufthavnen betale, siger bureaudirektør Kim Ferrigno til standby.dk

Han er som en af Danmarks største Italien-specialister tilknyttet Helsinge Rejsebureau, men har også sit eget specialistbureau Go To.

Mandag havde Kim Ferrigno en gruppe på 52, som skulle til Rom med Norwegian. Alle var tjekket ind til tiden, havde fået boardingpas, men kunne ikke komme gennem sikkerhedskontrollen pga. strejken – og kunne derfor ikke komme med flyet.

Kim Ferrigno siger til standby.dk: ”Norwegian ville ikke hjælpe, de sagde, at de ikke var forpligtiget til at ombooke passagerer til andre flyselskaber.”

I går kom de 52 af sted. Kim Ferrigno måtte hyre en bus, som kunne transportere 42 af de rejsende til Billund, hvor 39 kunne flyve med Ryanair til Rom, mens tre kom med KLM via Amsterdam til Rom – de sidste 10 fløj i går med Easyjet fra København til Rom.

”Vi kunne ikke engang få pengene tilbage fra Norwegian, for de 52 pladser, vi havde booket hos dem,” siger Kim Ferrigno. Den samlede pakke for de 52 rejsende havde en værdi på over 200.000 kr. for deres fire dage i Rom med bl.a. fly og hotel.

”Strejken i Københavns Lufthavn er noget, vi som rejsebureau ikke har en chance for at gøre noget ved. Som loven er i dag, hænger rejsebureauerne på regninger for ombookinger. Det kostede os i dette tilfælde over 70.000 kr.,” siger Kim Ferrigno og tilføjer:

”Jeg er harm over, at man som rejsebureau bliver tvunget til at erstatte noget, vi ikke har nogen indflydelse på. Så hvis Danmarks Rejsebureau Forening vil bakke os op, er vi klar til retssag mod Københavns Lufthavn, som jeg mener, bør betale regningen. Vi er for små til alene at anlægge dette søgsmål. Det er lufthavnens problem, at der kom strejke – ikke vores.”

Hertil siger adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, til standby.dk:

”Som udgangspunkt har flyselskaber problemet når passageren har tjekket ind til tiden, at der så strejkes i sikkerhedskontrollen vil give en kommende diskussioner. Ved sådanne sager har flyselskaber og lufthavnen altid travlt ved håndvasken. Men om vi skal støtte retssag mod Københavns Lufthavn er ikke noget, jeg kan beslutte, det skal DRF’s bestyrelse. DRF blev mandag kontaktet af rigtig mange medlemmer, hvis kunder var blevet ramt af strejken.”