Rejsebureau meldt til politiet

Arkivfoto.

Arkivfoto.

TURISME: Selv om Rejsegarantifonden sidste uge slettede et jysk skirejsebureau i fonden, fortsatte det med at sælge rejser omfattet af fondens dækning. På bureauets ”undersider” til hjemmesiden stod fortsat, at det var medlem af Rejsegarantifonden. Så kom politianmeldelsen.

Rejsegarantifonden indgav i går politianmeldelse mod Trier Ski fra Silkeborg, da det er i strid med rejsegarantifondsloven at sælge rejser omfattet af fondens dækning – uden at være registreret i fonden.

”En sådan politianmeldelse er usædvanlig; Trier Ski har nu, tilsyneladende, lukket sin hjemmeside og Facebook-side. På hjemmesiden står der, at siden er ”under opdatering,” siger direktør i Rejsegarantifonden, Birgitte Fjeldhoff, til standby.dk og tilføjer: ”Men flere rejsekunder har, efter at vi sidste uge slettede Trier Ski’s registrering, fået mail fra bureauet med link til, hvordan de kan købe rejser af bureauet. Det er jo ikke meningen. Når man er slettet i fonden, må man ikke sælge rejser omfattet af vores dækning.”

Rejsegarantifonden har – inden politianmeldelsen – været i dialog med Trier Ski. Branchekilder oplyste i går til standby.dk, at branchen længe har været bekendt med Trier Ski’s problemer. Skirejsebureauet fra Silkeborg sælger skønsmæssigt for 6-8 mio. kr. skirejser om året, primært til Alperne.

Trier Ski-kunder, der har betalt for deres rejse inden rejsebureauets sletning sidste uge i Rejsegarantifonden, kommer af sted.

”Og måske får Trier Ski ryddet op, så de igen kan blive registreret i Rejsegarantifonden,” siger Birgitte Fjeldhoff.

Rejsegarantifonden har registreret 630 rejseudbydere – hvor over hver fjerde, 27 pct., er under øget opsyn for at afdække fondens risiko.

Efter Rejsegarantifonden fredag i sidste uge slettede Trier Ski A/S’ registrering i fonden, ændrede rejsebureauet hjemmesiden, så det fremgik, at siden var under ”opdatering.” Det stod der fortsat i går.

Rejsegarantifonden kunne dog konstatere, at Trier Ski fortsat ved kundehenvendelser solgte rejser omfattet af fondens dækning, og udsendte tilbud med link til undersider til selskabets hjemmeside, som ikke var lukket. På disse undersider var det forsat anført, at selskabet var medlem af Rejsegarantifonden.