Den græske ø Kalymnos bliver et af Spies’ rejsemål fra Bornholm næste sommer. PR-foto fra Spies: David Johansson.

Rejsebureau øger fra Bornholm i sommersæsonen

Spies tilføjer tre destinationer – på samme afgang – fra Bornholm til næste sommersæson og har dermed foreløbig ni afgange; alle før eller efter skolernes sommerferie. Måske kommer der flere.

Den 10. maj næste år får Spies og familiemedlemmet Sunclass Airlines endnu en afgang med 212 pladser på Airbus A321-flyet fra Bornholm til Middelhavet.

Denne gang direkte til den græske ø Kos, hvorfra Danmarks største rejsebureau tilbyder tre destinationer; udover selve Kos også to andre nærliggende øer, nemlig Kalymnos og Telendos.

De nye græske trio er en tilføjelse til de i forvejen otte bebudede rejsemål ud af Bornholm i næste års sommersæson. Spies fløj også fra Bornholm til Kos i 2019, året før pandemien.

Sofie Folden Lund, kommunikationschef for Spies og Sunclass Airlines, siger i en pressemeddelelse: ”Det er dejligt, at vi kan tilføje endnu tre nye græske øer til næste år fra Bornholm. Da vi tidligere i efteråret lancerede det foreløbige program fra Rønne med otte afgange, fik vi flere henvendelser om ikke Kos kom tilbage – så det kan vi nu imødekomme, endda med tre rejsemål på afgangen 10. maj.”

Spies arbejder på at få en eller to yderligere afgange i sommersæsonen 2024 direkte fra Bornholm til rejsemål ved Middelhavet, oplyses det.

Før og efter skolernes sommerferie
Med tilføjelse af afgangen den 10. maj, ser Spies’ program for sommeren 2024 fra Bornholms Lufthavn nu sådan ud:

Den 11. april: Gran Canaria (Las Palmas), Mallorca (23. april), Kreta (25. april), Skiathos (7. maj), Rhodos (8. maj) og Kos (10. maj) – efter sommerferien vender Spies tilbage til Bornholm med flyvninger til Kreta (19. september), Mallorca (1. oktober) og Kreta (10. oktober)

Lidt dyrere direkte fra Bornholm – omvendt spares færge, bro og hotel
Som tommelfingerregel er Spies-rejser fra Bornholm mindst 1.000 kroner dyrere, end hvis afgangen var fra Københavns Lufthavn. Sunclass Airlines skal flyve A321’erne tomme fra for eksempel København til Bornholm og tomme retur efter landingen med de tilbagevendte gæster på Bornholm.

”Men ved at flyve direkte fra Bornholm, sparer vores bornholmske gæster udgifter til færgen fra Bornholm til Ystad, betalingen for at krydse Øresundsbroen, parkeringsafgift i Københavns Lufthavn – plus at charterafgange ofte letter tidligt om morgenen, så for eksempel bornholmske gæster skal til København dagen i forvejen for at tage en hotelovernatning,” oplyste Spies sidste år til Standby.dk

Spies er Danmarks største rejsearrangør med rejser til næsten 400 rejsemål i over 60 lande. Spies arrangerer primært charterrejser, men også krydstogter og fleksible pakkerejser med rutefly.

Spies har cirka 260.000 rejsende om året fra Danmark – og indgår i den nordiske rejsekoncern, Nordic Leisure Travel Group, sammen med Ving i Sverige og Norge samt finske Tjäreborg. Spies blev igen i år ved årets Danish Travel Awards kåret til “Bedste Charterrejsearrangør” af forbrugerne.

 

Relaterede artikler:

Spies skruer op fra Bornholm i 2024

Sunclass Airlines har fået sit store nye flagskib

34 danske rejsebranchekoncerner på top 1.000-liste