Rejsebureau politianmeldt for alkohol-reklamer

unge i pragREJSEBUREAUER: Go Rejser har brugt alkohol i sin markedsføring af rejser til Prag rettet mod unge under 18 år. Det er i strid med markedsføringsloven, og Forbrugerombudsmanden har nu meldt rejsebureauet til politiet.

GO Rejser reklamerede på hjemmesiden gorejser.dk og på Facebook-side for skolerejser til Prag i uge 7 og 8. Selskabet lovede bl.a. ”Prags eneste pub-crawl med fri bar.”

Reklamerne var ofte suppleret med billeder af alkohol eller billeder og videoer med unge, der festede med glas, hvis indhold ledte tankerne hen på alkohol, noterer Forbrugerombudsmanden og tilføjer: ”På gorejser.dk stod der, at unge godt kunne deltage i Pragturene, så længe de bare var fyldt 16 år. Der var ingen filtreringsmekanisme, der sikrede, at unge under 18 år ikke havde adgang til hverken gorejser.dk eller til Go Rejsers Facebook-side.”

Go Rejser har ikke besvaret Forbrugerombudsmandens henvendelser.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger: ”Reklamer med alkohol rettet mod unge er forbudt. Efter sidste års store medieomtale af unges Prag-rejser i vinterferien var det naturligt at holde ekstra øje med rejseselskabernes markedsføring over for de helt unge i år.”

”Det er vigtigt, at vi undgår lignende sager i fremtiden. Jeg vil derfor indkalde rejseselskaberne bag Prag-turene til møde, hvor de kan få rådgivning til, hvordan de fremover markedsfører sig over for unge.”

I midten af sidste måned var der stor debatdag om fordrukne gymnasieelever i Prag sidste år. Chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, ambassadør Ole Egberg Mikkelsen, sagde på konferencen, at ministeriet i år sender ekstra personale til Prag, og at Borgerservice vil drøfte tiltag med de danske rejsebureauer, som sender gymnasieelever mfl. på ferie i Uge 7 til Prag. ”Rejsearrangørerne har et moralsk ansvar,” sagde han.

Og Danmarks ambassadør i Prag, Christian Hoppe, sagde i sit indlæg, at han som ambassadør i flere lande gennem sin karriere har oplevet revolutioner og evakueringer, ”men hvad der skete i Prag i Uge 7 sidste år slår disse oplevelser. Noget gik riv rav ruskende galt – det må undgås fremover.”

Samlet var sidste år i Uge 7 og 8 ca. 15.000 danske unge i Prag – hovedparten opførte sig pænt, men nogle gik grassat.

Ambassadøren sagde til standby.dk, at ambassaden i Prag meget gerne vil have informationer fra rejsebureauer om, hvornår deres gæster kommer til Prag, hvor de skal bo, og hvor mange der kommer. Oplysningerne kan sendes til ambassadens hjemmeside: tjekkiet.um.dk

I sit debatindlæg understregede direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, at hovedparten af rejsebureauer, der sælger drukferier i f.eks. Prag, ikke er medlem af DRF. Ifølge Lars Thykier er de tre danske rejsebureauer, som sender flest unge danskere på drukferie i Prag: Prague Week, Nice Rejs og Rejsemæglerne/RM Travel.