Rejsebureau skruer ned for fest og druk

”Hvor mange ved, at det er tre sæsoner siden, vi stoppede Sunny Beach som rejsemål – eller at vi i 2008 indførte alkoholpolitik,” spørger adm. direktør for Ung Rejs, John Tobiesen, der som 17-årig i 1992 startede sit rejsebureau.

 

”For mange er Ung Rejs synonym med ”unge og druk”. Og det er da også et faktum, at denne etiket passede godt på Ung Rejs for år tilbage. Men tiden ændrer sig.”

 

”I dag forventer de unge i stigende grad, at der ud over fester også er mulighed for at dyrke sport og opleve noget kulturelt på ferie med kammeraterne. Og så er der i dag mere fokus på, hvornår alkohol-indtaget bliver til skade for de unge,” siger John Tobiesen og tilføjer:

”Jeg har før sagt, at det ikke er mit ansvar, hvor meget de unge drikker. Men Ung Rejs har kun ét ønske, at de unge får en fantastisk oplevelse, og køber deres næste rejse hos os. Derfor støtter vi en mere fornuftig tilgang til de våde varer, det har vi de sidste par år arbejdet målrettet på at gøre tydeligt, også selvom det ikke har været helt let.”

 

Ung Rejs har i skolernes sommerferie flyrejser til Spanien, Bulgarien og Tyrkiet samt skirejser med fly til den bulgarske vinterdestination Bansko. Ca. 10 % af Ung Rejs kunder er under 18 år.

 

Skrevet af redaktionen