Rejsebureauer vil have grønnere profil

Lars Thykier.

Lars Thykier.

REJSEBUREAUER: I dag uddeler Danmarks Rejsebureau Forening på feriemessen i Herning de første certifikater til en håndfuld rejsebureauer, der opfylder kravene fra organisationen Travelife’s bæredygtighedsprogram. Cirka 10 pct. af DRF’s medlemmer er involveret i projektet

”Konceptet med bæredygtighed har ikke været svær at ”sælge” til vores ca. 130 medlemmer. Det EU-sponserede Travellife-program er selvfølgelig ikke det eneste af sin art – og vi siger bestemt ikke, at det er det eneste brugbare. Men det vigtige er, at rejsebureauer vælger at få en grøn profil,” siger Danmarks Rejsebureau Forenings adm. direktør, Lars Thykier, til standby.dk

Foreløbig har 15 pct. af DRF’s medlemmer involveret sig i Travellife-konceptet. ”Det er flere, end vi i første omgang havde forventet, og det gode er, at det er alle slags af vores medlemmer, der er med i arbejdet,” siger Lars Thykier, der ikke vil sige, hvor mange af foreningens medlemmer, der i dag modtager deres certifikater.

”Jeg tror at der bliver tale om en slags ketchup-flaske effekt – at når de første viser flaget, følger andre efter. DRF har arbejdet med projektet i snart ti år,” siger han.

Som led i Danmarks Rejsebureau Forenings arbejde med at fremme bæredygtighed, har DRF indført en dansk udgave af det EU-støttede bæredygtige ledelsessystem for rejsebureauer, Travelife.

Gennem vinteren har en række danske rejsebureauer valgt at gå forrest og arbejdet med Travelife. De har gennemført uddannelse i bæredygtighed, og har indarbejdet grundlæggende bæredygtige arbejdsgange i deres forretning.

I dag på Udlandsscenen løftes sløret for hvilke rejsebureauer, der modtager et partnercertifikat fra Travelife. Det sker når Danmarks Rejsebureau Forenings bestyrelsesformand, rejsebureaudirektør Asger Domino, uddeler certifikaterne.

Travelife blev startet i 2007 af ABTA, den britiske rejsebureauforening, og den hollandske modsvarighed, ANVR. Der er mere info på Danmarks Rejsebureau Forenings hjemmeside: travelassoc.dk