Efter branden i børsbygningen måtte også sekretariatet i Danmarks Rejsebureau Forening finde nye lokaler; i første omgang hos WoCo. Til sommerferien forventes en mere permanent løsning.
Den voldsomme brand, der for snart to uger ødelagde omkring halvdelen af den Dansk Erhverv-ejede børsbygningen i København, gjorde cirka 400 hundrede medarbejdere husvilde – herunder det tre personer store sekretariat i Danmarks Rejsebureau Forening.
DRF-sekretariatet er midlertidigt genhuset hos Wonderful Copenhagen på Nørregade i København. WoCo tilbød husly til DRF’s sekretariat samt kollegerne i Dansk Erhvervs division for Turisme, Oplevelse og Kultur.
På et kort online orienteringsmøde i går, fredag, orienterede DRF-sekretariatet de cirka 100 medlemmer af rejsebureauforeningen om status.
Som udgangspunkt sidder DRF’s medarbejdere hos Wonderful Copenhagen i det indre København, men man kan også bruge mødelokaler i bygningen Tietgenhus, der også ejes af Dansk Erhverv, og som ligger mellem børsbygningen og Knippelsbro. Tietgenhus blev ikke beskadiget ved branden i børsbygningen.
Måske nye indkvarteringsplaner omkring sommerferien
På fredagens orienteringsmøde deltog hele DRF-trioen, nævnt alfabetisk: konsulent Louise Alkjær, branchedirektør Jakob Hahn og chefkonsulent Niels Hornemann.
Onlinebudskabet til medlemmerne var, at det igen er business as usual, telefoner og mails virker – det samme gør servicefunktionerne, DRF’s medlemmer tilbydes via Dansk Erhverv.
”Vi ved ikke, hvor længe vi skal være hos WoCo, måske indtil sommerferien. Planerne hos Dansk Erhverv er, at alle igen skal samles under fælles tag, formentlig centralt i København. Dansk Erhverv arbejder for at få aftaler på plads,” lød det blandt andet.
DRF’s branchedirektør, Jakob Hahn, sagde: ”Stort cadeau til ledelsen i Dansk Erhverv, der er blevet taget hånd om det hele efter branden; det gælder kommunikation, personaleinfomøder, krisepsykolog og så videre.”
Ved branden i børsbygningen mistede Danmarks Rejsebureau Forening sit arkiv tilbage fra stiftelsen i 1938. Men al data er intakt, da DRF’s servere ikke befandt sig i børsbygningen.
Relaterede artikler:
Generalforsamling i DRF: ”Nogle taler om en overlegen vækst i rejsebranchen”