Rejsebureaustrid kan ende som politisag

København.jpgREJSEBUREAUER: To jyske busrejsebureauer toppes om, hvem der rettelig kan annoncere med at have billigste juleture til København. Danmarks Rejsebureau Forening mener, at det ene bureau overtræder markedsføringsloven – nu venter mulig politianmeldelse.

Ans Rejser fra Silkeborg har i flere år arrangeret juleture til København, hvor gæsterne kan shoppe, gå i teatret osv. Ans Rejser har angiveligt den billigste pris – men det hindrer ikke Sørens Rejser fra Kjellerup i at udbyde et nogenlunde tilsvarende produkt, som er lidt dyrere, og alligevel betegne det som det billigste. Ans Rejser er derfor gået til sin brancheforening, Danmarks Rejsebureau Forening.

”Nogle virksomheder overtræder markedsføringslovens regler om vildledende markedsføring. Det går desværre nogle gange ud over medlemmer af DRF,” hedder det fra DRF.

Jurist og afdelingschef i DRF, Jakob Hahn, siger til standby.dk: ”Det seneste eksempel på vildledende markedsføring i rejsebranchen omhandler vores medlem, Ans Rejser, som ser, at Sørens Rejser reklamerer med Danmarks billigste juletur til København. Dette er ikke korrekt, da Ans Rejser udbyder selvsamme juletur til en billigere pris. Det er vildledende markedsføring at gøre brug af dokumenterbart urigtige udsagn i sin markedsføring ved at kalde et tilsvarende produkt billigere, når det rent faktisk ikke er det.”

Videre siger Jakob Hahn: ”Vi har for længst bedt Sørens Rejser fjerne disse vildledende udsagn i deres annoncering. Men de har ikke reageret; derfor har vi nu på vegne af Ans Rejser klaget over Sørens Rejser til Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden har meldt, at han ikke har ressourcer til at forfølge sagen, fordi han årligt modtager over 5.000 henvendelser om overtrædelse af Markedsføringsloven, men henstiller, at Ans Rejser kan politianmelde Sørens Rejser, hvis man vurderer, at der er grundlag herfor.”

”Efter min bedste overbevisning vil jeg mene, at det bestemt er tilfældet, idet der foreligger tydelig dokumentation for, at udsagnet fra Sørens Rejser om at være billigst er decideret forkert og dermed i strid med Markedsføringslovens §3. Man skal passe på, hvad man markedsfører sig med, annoncerer man med at have Danmarks billigste julerejser, skal man altså kunne dokumentere dette.”