Rejseguide for folk med handicap

Hver 5. borger har en funktionsnedsættelse og er afhængig af, at hoteller, turistattraktioner, museer m.m. har adgangsforhold, der tager hensyn til det, så behovet for pålidelig information om, hvor man kan bo og hvilke turistattraktioner, man kan besøge, er stort.

 

For at imødekomme behovet har foreningen God Adgang lavet hjemmesiden godadgang.dk, hvor man kan tjekke tilgængeligheden på knap 700 mærkede steder i hele Danmark fra hoteller, sommerhuse og campingpladser til museer, spisesteder, naturoplevelser og gågader. På hjemmesiden kan man eks. vælge ’hoteller’, og så dukker alle registrerede steder op. Derefter kan man trykke på det enkelte hotel og få et klart overblik over adgangsforholdene. Går man efter en ferie i et specifikt område i landet, kan man også søge geografisk.

 

Adgangsforholdene til 700 steder er vurderet med udgangspunkt i kriterier om tilgængelighed, udviklet af Dansk Standard i samarbejde med Danske Handicaporganisationer. Dertil kommer godt 1.000 steder, der er registreret af frivillige brugere – fortrinsvis inden for naturområder og turistvirksomheder.

 

Adgangsforholdene er vurderet i forhold til Kørestolsbrugere, gang-, arm- og håndhandicappede, synshandicappede, hørehandicappede, astmatikere og allergikere, udviklingshandicappede og alle med læsevanskeligheder.

 

God Adgang er stiftet af VisitDenmark, Horesta og Danske Handicaporganisationer.

Skrevet af Flemming Juul