Rekordår for Billund Lufthavn

Fremgangen skyldes for det første at Air France i slutningen af marts indviede en rute til Charles de Gaulle, Paris med 19 ugentlige afgange. Det har betydet, at antallet af passagerer til Paris er vokset med mere end 50%. For det andet, at Lufthansa indsatte en ekstra daglig afgang til Frankfurt, så der har været fire daglige afgange fra Billund. Det har medført en stigning på mere end 30%.

For det tredje har de øvrige top fem destinationer – London, Amsterdam og Oslo – også alle haft fremgang i passagertallet. For det fjerde har Icelandair i sommerperioden haft tre ugentlige afgange til Keflavik Airport med mere end en fordobling af passagertallet til følge.

For det femte har de stærke charterdestinationer som Tyrkiet, Spanien og Grækenland alle haft fremgang, og samtidig har der været succes med direkte oversøiske rejser til henholdsvis St. Croix, Dansk Vestindien og Phuket, Thailand.

Men andre forhold har trukket i modsat retning. Det ’arabiske forår’ betød en tilbagegang på destinationer i Nordafrika og Mellemøsten, hvor især charterdestinationerne i Egypten blev hårdt ramt.

Indenrigstrafikken faldt med 11,4%, svarende til 18.060 passagerer. Det skyldes mindre kapacitet og at en række passagerer formentlig har benyttet sig af muligheden for at flyve direkte ud af andre europæiske lufthavne med de flere daglige frekvenser ud af Billund i 2011.

”En række forhold giver anledning til optimisme for 2012. Ryanair introducerer mindst fem nye destinationer til sommer og etablerer i løbet af året sin første base i Danmark. En beslutning, der helt sikkert kommer til at betyde yderligere destinationer i løbet af de kommende år. KLM øger frekvensen til Amsterdam og gør det muligt at vælge mellem fem daglige afgange”, siger lufthavnschef Kjeld Zacho Jørgensen.

 

”Charterbranchen er forsigtigt optimistiske for det kommende år, så der er fortsat grund til at tro på, at den positive udvikling for Billund Lufthavn vil fortsætte”.

 

Cargo Center Billund havde også rekordår med 63.326 tons gods – en fremgang på 1.758 tons, eller 2,9%.

Skrevet af Flemming Juul