Antallet af pendlere faldt med ca 9% i 2016, hvilket er den største nedgang nogensinde.
Antallet af daglige pendlere skønnes at have været 13.800, viser foreløbige beregninger fra Øresundsinstituttet som baseres på solgte pendlerkort og antallet af pendlere i bil over broen.
Det faldende antal kan formentlig forklares med ID- og grænsekontrollerne for de rejsende fra Danmark til Sverige, som gav en betydeligt længere rejsetid og flere forsinkelser end normalt. Det forventes derfor, at faldet vil fortsætte det første halvår 2017, frem til afskaffelsen af ID-kontrollerne den 4. maj.
Den officielle statistik for pendlingen over Øresund offentliggøres halvandet år efter årets slutning. 2015-statistikken forventes offentliggjort i juni i år, skriver News Øresund.