Rekordmange billige rejser i juni

Billund AirportHvis man kan rejse på charterferie i juni, er der masser af muligheder direkte sydpå fra Billund Lufthavn.

Mens de fleste rejser i skolernes sommerferie er ved at udsolgt, er der masser af plads på charterflyene i juni. Samlet vurderes det, at hele charterbranchen har 6.000 flere juni-rejser til salg end på samme tid sidste år, mener Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour og formand for RiD.

”En familie kan spare op til 10.000 kroner ved at rejse i juni frem for at vente til skolernes sommerferie”, siger han.

I øjeblikket har Star Tour små 4.000 charterrejser til salg fra Billund Lufthavn i juni og ud over en billig ferie byder charterdestinationerne på bedre service og mere plads på stranden og i restauranten.

De mange tomme flysæder kommer ikke bag på rejsearrangørerne, da juni traditionelt er lavsæson. Samtidig har et lunt forår holdt danskerne væk fra rejsebestillingerne. Men de seneste ugers traditionelle danske forårsvejr har skabt mere tryk på hos Star Tour.