Gotlandsbolaget renoverer i stor stil den første af sine to færger på København-Oslo-ruten. Den første færge, Nordic Pearl, skulle have være tilbage i drift på fredag. Nu bliver det på tirsdag.
Gotlandsbolaget, der i november sidste år overtog DFDS-ruten København-Oslo, renoverer i disse måneder ruten to færger, Nordic Pearl og Nordic Crown. Det sker i en tørdok på et skibsværft i sydsvenske Landskrona.
Det var planen, at Nordic Pearl skulle have været tilbage i trafik nu på fredag, men Gotlandsbolaget meddelte tirsdag eftermiddag, at tidspunktet er udskudt til tirsdag i næste uge, den 28. januar.
Dermed kan Pearl ikke gennemføre fire planlagte sejladser, hvilket berører cirka 5.000 passagerer, oplyser rutens direktør, Kim Heiberg, til Standby.dk
De nu aflyste afgange med Nordic Pearl er fra København den 24. og 26. januar og fra Oslo den 25. og 27. januar. De berørte passagerer kan få ombooket deres rejse til et senere tidspunkt eller få pengene refunderet, oplyser Gotlandsbolaget.
Manglende leverancer og fejlleverancer
I en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag skrev Gotlandsbolaget blandt andet: ”Vi er i fuld gang med at opgradere Nordic Pearl i en af de største opgraderinger på ruten nogensinde. Vi er dog desværre løbet ind i uforudsete udfordringer i forbindelse med den indvendige renovering af alle kahytterne.
Grundet manglende leverancer og fejlleverancer af materiale til kahytterne, bliver Nordic Pearl desværre ikke klar til at sejle fra København på fredag, som ellers var planlagt.
Vi har i øjeblikket 400 hårdtarbejdende håndværkere ombord og forventer at Nordic Pearl sejler fra København første gang tirsdag den 28. januar,” oplyser rederiet.
Rutens direktør, Kim Heiberg, ønsker ikke at gå i detaljer med hvilke ”manglende leverancer og fejlleverancer,” der er tale om.
Men Gotlandsbolaget har tidligere oplyst, at standardkahytterne på de to færger skulle opgraderes. Tilsammen har Nordic Crown og Nordic Pearl i alt 1.335 standardkahytter, Crown har 620, mens tallet på Pearl Seaways er 715.
Alt interiør i de nuværende standardkahytter udskiftes mens de to færger er i tørdok – først Pearl, derefter Croewn. Det er alt fra sengen, madrasserne, badeværelserne – alt bliver spritnyt. Der kommer som noget nyt TV i alle kahytter samt nyt skrivebord, spejl og så videre.
Relaterede artikler:
Her er de nye farver til Oslo-København-færgerne
København-Oslo-færgerne: Nye kahytter til trecifret millionbeløb