Renovering af Zleep i Ballerup

zleep ballerupAlle 129 værelser og fællesfaciliteterne på Zleep Hotel Ballerup er nu renoveret efter ni års drift. Hotellet blev bygget i 2007, og selv om alle faciliteterne var flot vedligeholdt, har det pyntet med en finpudsning.

For at vedligeholde standarden er 2. og 3. etage renoveret i sommeren i 2015; stueetagen og 1. etage om vinteren, og i forlængelse heraf er morgenmadsrestauranten og receptionen moderniseret i 2016.

”Nogle af værelserne har vi jo allerede kunnet vise frem, og de er blevet taget godt imod af vores gæster. Fællesarealer og receptionsområde er omdannet til et nyt miljø, der skaber rum, som gæsterne bliver glade for. Ud over bedre loungemøbler, er det planen at sætte bordfodbold op, så pulsen også kan komme lidt op”, fortæller Lene Toft, hotelchef på Zleep Hotel Ballerup.

Zleep Hotels blev skabt i 2003 og konceptet har været det samme siden da: At give alle mulighed for og råd til at få en rigtig hoteloplevelse. Værelserne indeholder alt det, man har brug for, for at kunne slappe af og få en god nats søvn.