Restauranter får problemer med fedtafgift

Ifølge Horesta kommer branchen til at miste mellem 250 og 350 millioner kroner på grund af fedtafgiften. Det er et resultat af en rundspørge til organisationens medlemmer. Det medfører altså fornyet kritik af afgiften, som også har medført protester fra Kost- og Ernæringsforbundet, bagere, slagtere, supermarkeder og købmænd siden starten i oktober 2011, skriver business.dk.

 

Idéen med afgiften var at reducere fedtindholdet i maden, men to tredjedele af restauranterne har ikke planer om at ændre deres menuer, og så må de arbejde med dyrere råvarer. Kun 14% regner med, at de kan lægge de højere råvarepriser oven i regningen til kunderne.

 

Merudgiften svarer til knap én procent af restauranternes samlede omsætning og lægger øget pres på indtjeningen, der i forvejen er ringe. Desuden rammes branchen af højere alkoholafgifter, pr. 1. januar, og det øger pessimismen.

 

Yderligere er der udsigt til, at de danske restauranters konkurrencekraft bliver svækket af, at svenskerne halverer restaurantmomsen i 2012, hvilket kan påvirke udenlandske turisters adfærd, mener Horestas direktør Katia K. Øster­gaard.

 

Horestas medlemskreds lider økonomisk, hvilket understreges af konkursopgørelse, som viser, at antallet af konkurser blandt hoteller, kursus- og konferencecentre samt restauranter steg fra 254 i 2009 til 296 i 2011.

Skrevet af Flemming Juul