Restaurationsbranchen ønsker konsekvenser

 

Brancheforeningen for danske hoteller og restauranter, Horesta, efterlyser en skærpet kurs over for den sorte økonomi i branchen, skriver Berlingske Tidende i dag.  

 

Horestas formand Jan Laursen hilser skattemyndighedernes kommende kontrolaktion velkommen. Men han mener, at der ofte mangler en konsekvent opfølgning, når man finder frem til branchens problembørn.  

 

»Vi er meget glade for Skats kontrolaktioner, men vi ser desværre problemer i de  samme virksomheder igen og igen. Hvis man konstaterer, at noget er galt, kan de  pågældende virksomheder ofte slippe med en bøde,« siger Jan Laursen.   

 

Han mener, at man langt oftere skal afskære de problemfyldte restauranter, der benytter sig af sort arbejdskraft, muligheden for fortsat at drive restaurant. Ellers går  det ud over alle de lovlydige restauranter, der er i skarp konkurrence med kolleger,  der konsekvent overtræder reglerne.    

 

Ved en stor landsdækkende kontrolaktion sidste år havde to tredjedele af virksomhederne inden for restaurations- og kioskbranchen f.eks. en eller anden form for rod i økonomien.  

 

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen