Det nye RID-medlem, Emirates Holidays, der åbnede i Danmark i 2019, sælger primært rejser med såkaldt dynamisk pakketering. Arkivpressefoto fra Dubai Tourism.

RID lander første nye medlem efter regelændring

Emirates Holidays i Danmark bliver første ikke-charterbaserede rejsebureau til at melde sig ind i Rejsearrangører i Danmark, efter RID har gjort det muligt for andre end charterarrangører at blive medlem.

Med Emirates Holidays ombord i RID, Rejsearrangører i Danmark, tæller brancheforeningen nu 14 medlemmer.

Tidligere i år vedtog medlemmerne af RID en vedtægtsændring, så blandt andet andre rejsearrangører end charterarrangører kan blive medlem af foreningen. Nu er kriteriet for medlemskab blot, at man arrangerer ferierejser med fly. Den mulighed har Emirates Holidays, der åbnede i Danmark i 2019, valgt at gøre brug af, skriver RID i en pressemeddelelse.

Emirates Holidays er en del af DNATA (Dubai National Air Travel Agency) under Emirates Group. Kenneth Andersen, Emirates Holidays’ general manager for Skandinavien, siger i pressemeddelelsen:

”Emirates Holidays strategi minder langt hen ad vejen om mange af de nuværende RID-medlemmers virke. Vi kan dog også andet; blandt andet er vort hovedfokus udelukkende på dynamic packaging af rejser, et marked i støt vækst.”

”Selv om vi er på vej ud af coronaens kvælertag, står vi over for nye udfordringer, hvor det er godt at stå sammen. Her synes vi, at RID har gjort det godt under coronakrisen, ved at tale branchens sag – både i forhold til offentligheden og på det politiske niveau,” siger Kenneth Andersen.

Flere medlemmer på vej
RID’s direktør, juristen Henrik Specht, glæder sig over Emirates Holidays ombord i foreningen og siger videre:

”RID har også modtaget ansøgninger om medlemskab fra to andre store aktører i charterbranchen. Herudover er vi i dialog med et par andre arrangører, som kommer fra en anden del af branchen end charter.”

Forleden sagde RID’s formand, Jan Vendelbo, til daglig administrerende direktør for Spies, til STANDBY.DK, at Bravo Tours og Skinetworks begge er på vej som nye RID-medlemmer.

Bravo Tours røg ud af RID i forbindelse med konkursen i oktober sidste år i sit moderselskab, TravelCo Nordic. Skinetworks har varemærkerne Nortlander, Slopetrotter og Danski. Under coronakrisen gik Skinetworks konkurs i november sidste år, og blev måneden efter købt af Primo Tours-gruppen, der i forvejen er medlem af RID.

Charterarrangøren Detur forlod i februar i år RID. Det skete få dage før, at Detur ville have fået det røde kort af RID, for at være alt for længe om at tilbagebetale kunderne for annullerede rejser som følge af coronakrisen. RID har ikke fået livstegn fra Detur, om at de vil tilbage.

Foreløbig 14 medlemmer
RID blev stiftet i 1983 for at give charterarrangørerne eget talerør. Med Emirates Holidays har RID 14 medlemmer.

I 2019, sidste normale rejseår før coronakrisen, solgte RID-medlemmerne samlet over 1,1 million ferierejser ud af Danmark med primært charterfly, men også rutefly.

De 14 medlemmer af RID er, nævnt alfabetisk: Amisol Travel, Apollo Rejser, Club La Santa, Emirates Holidays, FolkeFerie.dk, Mixx Travel, Primo Tours, Spies, SunCharter, Sunweb, TUI, UFO Travel Group, Verd’n og Århus Charter.

Suncharter, Verdn og Århus Charter er alle ejet af Primo Tours.

Relaterede artikler:

Rejsearrangørforening får tre nye medlemmer

Danmark får stort nyt rejsebureau

Rejsearrangør: ”Vi vil være tredjestørst i Danmark”

Charterbrancheforening åbner for ruteflyarrangører

Club La Santa henter kommerciel direktør i rejsebureau