Ringe tilfredshed med DSB

En ny kundeundersøgelse giver en tilfredshedsscore på 6,71, hvilket er tæt på bundrekorden fra 2007, da nedslidte skinner gjorde, at passagererne måtte finde sig i nødkøreplaner, skriver b.dk.

 

I dag er det forsinkelser, mangel på siddepladser, kørselsforbud for IC4 og økonomisk rod, der ligger bag den lave tilfredshedsgrad og det bekymrer direktøren for DSB Kommerciel, Mogens Jønck, som dog erkender at de manglende tilfredshed er fortjent.

 

Ifølge transportminister Henrik Dam Kristensen hænger DSBs problem paradoksalt nok sammen med et stigende passagertal, som øger den akutte mangel på materiel.

 

Værre er det, at der vil gå lang tid før de initiativer, der kan forbedre præcisionen, kommer til at fungere. Det gælder nyt spor mellem København og Ringsted og nye signaler.

Skrevet af Flemming Juul