Risiko for lukket paskontrol i Gardermoen

oslo lufthavnGrænsekontrollen på Oslo Lufthavn Gardermoen kan blive lukket i morgen, fredag, hvis ikke politimesterens nye tiltag er gode nok for politiets sundhedstjeneste. En lukning vil betyde aflyste flyvninger ind og ud af landet.

Politimester Jon Steven Hasseldal fra Øst Politidistrikt har holdt møde med justitsminister Anders Anundsen om mulige løsninger. Han mener, at en kombination af rokering i pasboksene og ekstra ressourcer – specielt i weekenderne – vil hjælpe. Om det er nok, ved han endnu ikke. Det afgøres ved et møde mellem politimesteren og politiets sundhedstjeneste i dag, torsdag.

Konsekvensen af en lukket grænsekontrol er, at flyene ikke kan lande i Oslo lufthavn”, siger Torbjørn Lothe fra NHO Luftfart: ”Så er de nødt til at lande i en anden lufthavn, men der er jo også kapacitetsproblemer andre steder i Norge”.

”Vi følger situationen tæt, men kan ikke sige andet end at opfordre passagerer til at være tidligt ude og følge med i medierne. En eventuel lukning vil få store konsekvenser for alle flyselskaber”, siger info-chef i SAS Knut Morten Johansen.

Pressetalsmand for Norwegian, Lasse Sandaker-Nielsen, forventer, at myndighederne finder en løsning: ”Uden paskontrol vil det ikke være muligt at gennemføre flyvninger uden for Schengen”.

Politiets sundhedstjeneste har krævet rotation hver time, så de ansatte bliver aflastede ved at udføre andre arbejdsopgaver i mellemtiden.

I vedtagelsen af lukning af grænsekontrollen henviser sundhedstjenesten til et sygefravær på op mod 16%. De henviser samtidig til tjenestemandsansvaret om at arbejde korrekt og nøjagtigt for at forhindre kriminalitet over grænsen: ”Det er en kompleks polititjeneste, som kræver koncentration. Lige nu arbejdes 4-5 timer uden pause, uden toiletbesøg og uden spisepause. Man bliver slidt og gør ikke jobbet ordentligt. Det høje sygefravær er et tydelig tegn på, at noget er galt”, lyder det fra politiets sundhedstjeneste.