Ros til genåbnet københavnsk hotel

Hotel-SP34-800x533”Læg mærke til det nye Hotel SP34 i København,” er budskabet i en redaktionel omtale i juni-udgaven af det internationale designmagasin Wallpaper.

Det genåbnede Hotel SP34 i København har vakt international opmærksomhed. Hotellet har netop fået redaktionel anbefaling fra Wallpaper, et af de toneangivende magasiner inden for arkitektur, design og livsstil.

Det er redaktør Matt Turner, der i magasinets rejsesektion har udset sig Hotel SP34 som månedens valg for juni 2014. (”editor’s pick”).

I Wallpaper sætter Matt Turner hver måned fokus på f.eks. et hotel, han finder spændende. De tidligere ”editor’s picks” i 2014 har været hoteller i Italien, Monaco, New Zealand, Østrig og England.

Det tidligere Hotel Fox genåbnede i april i år som Hotel SP34 – det er et af tre hoteller i Brøchner Hotels.

”Vi er stolte over at blive nævnt med de mest spændende hoteller i verden af Wallpaper,” siger hotellets salgs- og marketingdirektør, Tanja Ibsen Nørskov. Hotel SP34 har i sine to første måneder haft besøg af journalister fra magasiner som Vougue, ELLE, Monocle, Harper’s Bazaars og Condé Nast Traveller.

Hotel SP34 har 118 værelser og konferencefaciliteter til 100 deltagere. Desuden har det biograf med 25 pladser, to restauranter, fire barer og tagterrasse.

Hotellet har navn efter adressen Sankt Peder Stræde 34 i København. Hotel SP34 er del af den familieejede kæde Brøchner Hotels, der også omfatter Hotel Danmark og Hotel Astoria. De tre hoteller i det centrale København har i alt 299 værelser.