Run på danske feriehuse

1024px-Sommerhusene_ved_Lien_(2012,_ubt)Den varme sommer i 2014 får danskerne til at booke ferier i hjemlandet som aldrig før. Allerede nu bookes sommerens feriehus, lyder det fra sommerhusbranchen og VisitDenmark.

”Sommeren 2015 tegner til at blive den bedste nogensinde. Allerede nu er der booket 170.000 bednights mere end på tilsvarende tidspunkt sidste år. Det er især danskere, der vil holde ferie i Danmark, men også tyskere. Når vejret er godt, som det var sidste år, er der ikke noget bedre sted at holde ferie”, siger Jan Haapanen, direktør i Novasol, Danmarks største udlejningsbureau.

Samme melding kommer fra DanCenter: ”På nuværende tidspunkt har vi flere bookinger i højsæsonen end på samme tid sidste år. Det tyder på, at flere danskere har besluttet sig for at holde sommerferie i Danmark”, siger salgschef i DanCenter, Søren Laursen, ifølge avisen.dk.

”Når vi spørger hvorfor, peger de på jordnære ting som jordbær og koldskål, lyse sommeraftener, strandliv, grill og rosé på terrassen. Det behøver man ikke at rejse 3.000 kilometer væk for at få”.

Sidste år var antallet af overnatninger i lejet sommerhus herhjemme på 15,8 millioner. I Feriehusudlejernes Brancheforening forventer direktør Carlos Villaro Lassen, at det tal i år bliver endnu større.

”Vi forventer en vækst på 500.000 overnatninger. Vi er blevet konkurrencedygtige i forhold til Nordtyskland. Priserne har tilpasset sig, og vi har fået flere huse til udlejning”, siger han. 40.500 danske sommerhuse udlejes via et udlejningsbureau.

Ifølge VisitDenmark holder godt halvdelen af danskerne deres primære sommerferie i Danmark. Tallet har været stigende de senere år.