Rutelukninger i vente i efteråret

Flyselskaber verden over reducerer kapaciteten for at modsvare brændstofpriser, dollarkrise og frygt for vigende rejseinteresse. Det sker ved at sænke frekvenserne og i grelle tilfælde ved lukning af visse ruter, skriver brokingNEWS.

Mange ruter, som varsles lukket i efteråret, er også de nyeste ruter, åbnet i 2006-2007, der var gode år for luftfarten. Northwest åbnede f.eks. ruten fra Amsterdam til Hartford 1. juli 2007, men nu annonceres ruten lukket til  oktober. Austrian åbnede 29. maj 2007 seks ugentlige afgange fra Wien til Chicago. Nu lukkes ruten 25. oktober og der skæres 5% i den generelle kapacitet og samlet 21% på Nordamerika-ruterne. 

SAS-ejede Widerøe overtog i marts ruten fra Rygge til København fra Coast Air, der gik konkurs. I juni annoncerede Widerøe, at man måtte lukke igen i august. 

”Flyselskaberne regner med en periode på 18 – 24 måneder indtil ruten ventes at være succesfuld og rentabel. Derfor er det naturligt først at skære ned på nye ruter, der er tabsgivende, men strategiske overvejelser kan ændre det billede,” siger direktør Ole Kirchert Christensen fra mægler- og rådgivningsvirksomheden travelbroker Nordic. 

SAS har på baggrund af sin ”Profit 2008” plan meddelt, at kapaciteten reduceres med 5% svarende til 11 fly fra efteråret. Det betyder at ruter fra Stockholm til Riga, Tallinn og Växjö lukkes, mens København-Prag lukkes i oktober. Vinterruten fra København til Arvidsjaur i Lapland får også dødsstødet.  

I USA har Continental reduceret med 11% mens Northwest og United følger efter med 9%. I Europa skærer Ryanair med 18 – 20 fly – en kapacitet på 10% mens Austrian og SAS reducerer med 5%.

Anderledes ser det ud for de fremstormende mellemøstlige selskaber. 1. august flyver Emirates sin første A380 til New York og i oktober åbnes en rute fra Dubai til Los Angeles fulgt af Dubai – San Francisco i november. Samtidig lukker Aer Lingus Dublin-Los Angeles og United lukker Frankfurt-Los Angeles mens SAS udskyder åbningen af København-San Francicso. 

Skrevet af Flemming Juul