Ryanair: dansk passagerskat vil give færre flyruter

Michael O’Leary var tirsdag på sit første besøg i Billund Lufthavn, hvor Ryanair er største kunde – de seneste 12 måneder har Europas største flyselskab fløjet 550.000 passagerer til og fra lufthavnen, ca. 20 pct. af de rejsende. Koncernchefen var i Billund for at reklamere for, at Ryanair til marts næste år åbner base i Billund med to fly og åbner yderligere fem nye ruter.

 

Basen bliver selskabets 48. i Europa – der stationeres to Boeing 737-800’ere i Billund; alene Ryanair skal have 100 medarbejdere i Billund i form af piloter, kabineansatte, flymekanikere osv. Der skal nu bygges hangar til Ryanair i lufthavnen.

 

Selskabet har i forvejen seks vinterruter fra Billund og 14 om sommeren – med de fem nye fra marts næste år kommer Ryanair op på 19. Dermed ”fylder” Ryanair så meget i Danmarks næststørste lufthavn, at ikke mange andre lavprisselskaber har lyst til at prøve kræfter med giganten. Det nyder f.eks. Aalborg Lufthavn godt af.

 

De fem nye ruter er til Carcassonne i Frankrig, Krakow i Polen, den græske ø Korfu, Venedig samt Zadar i Kroatien. Endvidere øger Ryanair antallet af ugentlige afgange til Mallorca og Malaga. Ryanair forventer, at de fem nye ruter i første omgang vil betyde yderligere 250.000 passagerer.
Dermed kommer Ryanair op på ca. 800.000 årlige passagerer i Billund Lufthavn – om fem til seks år forventer koncernchef Michael O’Leary, at Ryanair har to mio. årlige passagerer i lufthavnen.

 

”Så dette er en god dag for Billund Lufthavn, der med vores nye ruter bliver meget konkurrencedygtig i forhold til andre lufthavne i Europa, der også ønsker, at vi åbner base i deres lufthavne,” sagde Michael O’Leary på pressemødet. På pressemødet var Billund Lufthavn repræsenteret af sin marketingchef, Jesper Klausholm – lufthavnens adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, var bortrejst ”på en længe planlagt ferie i Europa.”

 

Men Michael O’Leary løftede også pegefingeren overfor tankerne i den nye danske regering om en passagerskat på flyrejsende.

Om dette sagde Michael O’Leary til takeoff.dk:
”En sådan skat vil være meget negativ – se bare på Riga i Letland. Vi har netop beskåret 50 pct. af vores udbud til Letland pga. deres passagerskat. En passagerskat er stupid.”

 

”Det er fair nok, at regeringer vil have højere indtægter, men at sætte skatter på passagerer, der vil rejse til landet, er tåbeligt. Det vil bare sende passagerer til lande, der ikke har en skat på rejser. Hvis man vil beskatte turister, så beskat dem når de kommer til landet. Opkræv f.eks. en afgift på hotelværelser, som de gør i USA. Men få først de besøgende ind til landet, inden de beskattes. At beskatte dem, inden de kommer til landet, er som de gammeldags landevejsrøverier.”

 

”En dansk passagerskat vil betyde, at vi øjeblikkeligt stopper vores ekspansionsplaner i Danmark – det vil Danmark tabe penge på,” lød det fra Michael O’Leary.

 

Takeoff.dk: Hvad med Ryanair-flyvninger til Københavns Lufthavn?

 

”Vi har ingen planer om at åbne på Københavns Lufthavn. vi taler med Københavns Lufthavn. De har denne her såkaldte lavprisfinger, CPH Go, hvor de giver 20 pct. rabat – men Københavns Lufthavn er allerede den dyreste storlufthavn i Skandinavien. Københavns Lufthavn er ikke for alvor dedikeret til lavprisselskaber – lufthavnen er så bekymret over, at hvis Ryanair kommer ind, vil vi smadre det for SAS og Norwegian, og andre dyre flyselskaber i København,” sagde Michael O’Leary og tilføjede:

 

”Ryanair kommer først til København med mange flyvninger når Lufthansa har købt SAS og omstruktureret SAS’ tabsgivende kort- og mellemlange flyvninger. Det vil ske inden for de næste to til tre år.”

 

Hvad siger du til engelske Flybe’s planer om at udvide sit rutenet i Norden og Baltikum?

 

”Flybe prøver at finde markeder, hvor de ikke skal konkurrere med Ryanair. De seneste år er Ryanair ikke vokset på det skandinaviske marked – men de kommende år vil man se vores vækst i Centraleuropa og i Skandinavien. Omvendt har Ryanair ingen planer om at blive regionalt flyselskab i Norden – trods at der i Norden betales nogle af de højeste priser for flybilletter i Europa.”

 

Skrevet af Henrik Baumgarten