Ryanair vil tiltrække flere erhvervsrejsende. Arkivfoto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo.

Ryanair i udvidet B2B-samarbejde med Amadeus

Ryanair har udvidet sit samarbejde på erhvervsrejser med reservationssystemet Amadeus Travel Platform, så lavprisselskabet nu tilbyder over 3.000 daglige flyvninger til 235 lufthavne i 36 lande.

Det er vigtigt at erhvervslivet passer på sine rejseudgifter i en tid, hvor stadig flere virksomheder igen er begyndt at rejse efter pandemien. Og her melder Ryanair sig på banen med lave priser og flyvninger til og fra destinationerne både morgen og aften – og med Europas bedste punktlighed.

Det skriver i hvert fald den irske lavprisgigant i en pressemeddelelse. Her peges der blandt andet på, at flyselskabet betjener en række af Europas primære lufthavne.

For blandt andet at tiltrække flere forretningsrejsende, har Ryanair, der i år forventer 185 millioner passagerer, udvidet sit eksisterende samarbejde med rejseteknologikoncernen Amadeus. Amadeus er sammen med Sabre og Travelport (Worldspan og Galileo) blandt rejsebranchens største GDS’er (Global Distribution System)

På vej mod 225 millioner passagerer
I pressemeddelelsen siger Ryanairs Dara Brady, chef for marketing og digitalisering: ”Vi glæder os over nu at være live på Amadeus Travel platform med vores netværk af over 3.000 daglige flyvninger til mere end 235 lufthavne i Europa.

Dermed udvider vi Ryanairs eksisterende tilbud til erhvervsrejsende. Vi ser frem til at arbejde sammen med Amadeus i forbindelse med at vi fortsætter vores vækst – allerede i 2026 forventer Ryanair at flyve med omkring 225 millioner passagerer,” lyder det fra Dara Brady.

I pressemeddelelsen fra Ryanair siger Jose-Luis Aragon, chef for Air Distribution Europe hos Amadeus: ”Vi er glade for, at Ryanair har valgt gøre brug af Amadeus’ teknologi til at understøtte sin distributions-strategi på Amadeus Travel Platform.

Det vil give sælgere på rejsebureauer og travel managers et bredere udvalg af rejsemuligheder,” lyder det fra Jose-Luis Aragon.

I 2019, året før pandemien, blev der ifølge Amadeus booket 1,9 milliarder flyrejser verden over via Amadeus. I første kvartal af i år blev der booket 33 procent flere flybilletter via Amadeus end samme tid sidste år. Men bookingtallene er stadig 25 procent fra niveauet i 2019, oplyste Amadeus forleden i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Ryanair hæver priserne op med 15 procent

Danske travel managers ser færre rejser for samme penge

Fra Berlin styrer hun Ryanair i Norden