Ryanair igen i København

ryanair arbejdsretten demonstrationFLYSELSKABER: Igen i dag har Ryanair indbudt til pressemøde, hvor kommerciel direktør, David O’Brien, vil udlægge teksten.

FPU og Serviceforbundet mødtes 26. februar med Ryanair i Arbejdsretten, der skal tage stilling til, om en konflikt mod det irske flyselskab vil være lovlig.

Siden 26. marts har bl.a. Dansk Metal, HK, Dansk El-forbund og 3F indgivet sympatikonfliktvarsel til Arbejdsretten.

”Vi har fået mange støtteerklæringer i forløbet med Ryanair. Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd, Uddannelsesforbundet, Gymnasieskolernes Lærerforening, Dansk Magisterforening og FTF”, oplyser 3F.

FTF, hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, er alvorligt bekymret over den seneste udvikling i flybranchen i EU og Skandinavien, hvor kabineansatte og piloter oplever et voldsomt angreb på løn- og arbejdsforhold.

”Det har skabt stor frustration blandt medarbejderne i SAS, der gennem mange år har oplevet forringede vilkår, et voldsomt arbejdspres og en væsentlig nedgang i løn- og arbejdsvilkår. Nu vil SAS så flytte dem over i et andet selskab for at spare penge,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.