Ryanair klager over Lufthansa

LUFTFART: ”Air Berlin burde slet ikke eksistere,” siger direktør i Ryanair, der er utilfreds med, at Lufthansa fra næste måned lejer 38 fly fra Tysklands næststørste flyselskab, økonomisk trængte Air Berlin.

Ryanair vil indgive en formel klage over Lufthansas leje af de 38 Airbus A319 og A320 fra Air Berlin, der reducerer for atter at blive overskudsgivende.

Ifølge aftalen fra sidste måned mellem Air Berlin og Lufthansa skal de 38 fly fremover på vingerne de kommende seks år for Lufthansas lavprisdivision, Eurowings, samt datterselskabet Austrian Airlines.

33 af Air Berlin-flyene skal flyve for Eurowings og de sidste fem for Austrian. Med de nyere Air Berlin-fly kan Eurowings udfase 20 ældre A320.

Aftalen mellem Air Berlin og Lufthansa betyder også en codeshare-aftale mellem Lufthansa og Etihad Airways fra Abu Dhabi, der ejer ca. 30 pct. af Air Berlin.

På et pressemøde i London forleden sagde Ryanairs kommercielle direktør, David O’Brien, at aftalen mellem Air Berlin og Lufthansa er skadelig for konkurrencen. ”Air Berlin skulle slet ikke eksistere,” sagde han.

Ifølge David O’Brien har Air Berlin og Lufthansa over 60 pct. af det tyske marked og 98 pct. af de 20 største indenrigsruter i Tyskland.

Sidste måned solgte Air Berlin tæt på 50 pct. af sit østrigske datterselskab, FlyNiki, til Etihad for ca. tre milliarder kr. Det skal skabe et nyt leisure-flyselskab i Europa i samarbejde med den tyske TUI Group.