Ryanair mistænkt for afgiftsfusk

Det irske lavprisselskab indberettet på grund af mistanke om angivelse af for lav startvægt. Ifølge tyske Die Welt kan det årligt i hele Europa beløbe sig til mere end 400 mio. kr. – Ryanair afviser.

SAS tog allerede i november det drastiske skridt at gå til de skandinaviske myndigheder med en formel klage over, at Ryanair tilsyneladende betaler for lave afgifter. Klagen går på, at Ryanair bevidst opgiver for lav startvægt for sine fly til Eurocontrol.

SAS står imidlertid ikke alene. Det skriver Berlingske Business mandag morgen.  Også Air France har ifølge avisen anklaget Ryanair for manipulation. I Tyskland er sagen på vej til domstolene. Ifølge Die Welt kan Ryanairs afgiftsunddragelse årligt have beløbet sig til ca. 400 mio. kr. i Europa.

Ryanair afviser enhver beskyldning om brud på gældende regler.