Ryanair skifter pressechef

Ryanairs nye kommunikationsdirektør Robin Kiely, til venstre, med selskabets afgående Stephen McNamara.

Europas passagermæssigt største flyselskab skifter 1. februar kommunikationsdirektør, hvor Stephen McNamara erstattes af Robin Kiely.

Kommunikation er vigtig – også for flyselskaber. Det ved især Ryanair, der gør meget ud af det. Hovedprofilen er selvfølgelig koncernchef Michael O’Leary, men det irske selskabs kommunikationsdirektør de seneste fire år, Stephen McNamara, spiller også en stor rolle.

Nu stopper 35-årige Stephen McNamara, det har været kendt i flere måneder – han skal fremover være pressechef for en af de store irske sportsgrene, Irish Rugby Football Union.

Hans afløser bliver den 31-årige journalist, Robin Kiely, der kom til selskabet sidste år.

Ryanair havde sidste år 80 millioner passagerer. Selskabet flyver i Danmark til Billund Lufthavn og Aarhus Lufthavn. Ryanair er størst i Billund Lufthavn med ca. 25 pct. af lufthavnens passagerer. Ryanair har i sommersæsonen over 20 ruter fra Billund Lufthavn – forlydender om, at Ryanair vil stationere mere end de to nuværende B737’ere i Billund har ikke kunnet bekræftes.