Ryanair står over for sin første strejke

Det sker, fordi personalet i Italien vil nedlægge arbejdet for at få anerkendt retten til at etablere fagforening og lave overenskomster direkte med flyselskabet. Personale i seks andre lande overvejer at tilslutte sig aktionen.

Piloter og kabinepersonale i Italien vil nedlægge arbejdet i fire timer fra klokken 13.00 til 17.00 den 15. december ifølge deres faglige sammenslutninger. Personale på andre markeder, hvor Ryanair har baser, vil lave urafstemninger de kommende dage. Blandt baserne er Ryanairs hjemmebase i Dublin, skriver Bloomberg News.

Piloter i Irland, Spanien, Tyskland, Sverige, Portugal og Holland, har ligesom i Italien dannet lokale forhandlingsråd for at kunne presse Ryanair til at indgå i kollektive forhandlinger uden om Ryanairs egne komiteer for de ansatte.

Ryanair blev sårbar efter problemerne med forkerte ferieplanlægninger, som førte til nye betalingsaftaler for at hente piloter ind til ekstra vagter.

Den italienske faglige sammenslutning Anpac skriver til Ryanair, at den planlagte strejke handler om retten til at forhandle kollektive overenskomster, samt emner som social sikkerhed, sundhedsforsikring og ferieplanlægning.

Ifølge Ryanair er det italienske personale ansat af det italienske flyselskab Alitalia SpA og har ikke noget at gøre med det irske lavprisselskab.

“Vi regner med, at de nævnte strejker bliver aflyst eller udsat lige som de strejker, der tidligere er blevet truet med”, siger Robin Kiely fra Ryanair.

Ryanair truer personale – de sælger ikke nok

Pilotopgør presser Ryanair

Ryanairs passagertal stiger trods aflysninger