Ryanair undersøges for skattesnyd

Ifølge Berlingske undersøges lavprisselskabet af skattemyndighederne i flere lande for at omgå loven, så personalet undgår at betale skat, og Ryanair kan holde lønningerne nede.

SAS har i august henvendt sig til Skat for at gøre opmærksom på, at det irske flyselskab anvender såkaldt ’kreative bemandingsløsninger’. Flertallet af personalet på et Ryanair-fly er ikke ansat af selskabet, fremgår det af regnskaberne. Enten er de ansat i et vikarbureau eller arbejder som selvstændige erhvervsdrivende med eget firma – typisk med hjemsted i lavskattelande, skriver borsen.dk.

Skat bekræfter overfor Berlingske, at man samarbejder om sagen med de andre nordiske lande, og ifølge chefkonsulent Louise Markholt Sloth er der sager på området, men ønsker ikke at oplyse noget konkret om sagerne.

Norske piloter har fortalt, at Ryanair angiveligt har tvunget dem til oprette enkeltmandsvirksomheder, som lejer dem ud til Ryanair via et vikarbureau i England. Hermed undgås at betale skatter og arbejdsgiverafgifter i Norge, mens den enkelte pilot kan få en skattesag.

De italienske myndigheder har sigtet Ryanairs topchef, Michael O’Leary, og hans juridiske direktør, Julius Komorek, for skatteunddragelse til 12 millioner Euro.

Ryanair henviser til, at en sådan sag hører hjemme i Irland, da selskabet flyver med irsk registrerede fly.

I en mail til Berlingske afviser Ryanair alle anklager.