Så skulle multihallen være sikret

Efter de seneste meldinger skulle det nu være sikret, at København endelig får en multihal med plads til op mod 15.000 tilskuere. Den placeres i Ørestaden i nærheden af Crowne Plaza Hotel og skal stå færdig efteråret 2015.

Samme år skal Danmark i december være værter for VM i damehåndbold. I 2017 søger Danmark om verdensmesterskabet i ishockey, som er et meget stort arrangement, der aldrig har været i Danmark på grund af manglende kapacitet.

Et nyt system, som prøvekøres i Stockholm og Helsingfors til foråret, hvor verdens 16 stærkeste nationer deles op i to puljer i de to byer, tegner til at blive en stor succes, fordi der er et hjemmehold i hver pulje. Danmark er sammen med Sverige og skal spille i Globen. Finland spiller i den anden pulje i Helsingfors.

Hvis det system kører videre – hvad alt tyder på – kan det blive Danmark og Tyskland i 2017 med København og Berlin. Det vil i givet fald gå ud over Herning, som ellers skulle være arena nummer to.

Afgørelsen træffes ikke før i 2012, og så ved man også om byggeplanerne i Ørestaden holder.

 

Skrevet af Ejvind Olesen