Så er den gal med taxa igen

taxiLUFTHAVNSTAXI: Alt for mange chauffører nægter at køre korte ture fra lufthavnen, indrømmer selskaberne. Nu skal der strammes op efter flere hundrede klager, og mange flere som bare accepterer og venter, til der kommer en flink chauffør i køen.

Vi har vel oplevet det. Eller kender èn, der har. At en taxichauffør i Københavns Lufthavn nægter at køre en kort tur på Amager til et hotel eller måske bare til Dragør.

Det problem eksisterer i bedste velgående i år, skriver Jyllands-Posten. Det er ulovligt, og nu opfordrer taxiselskaberne kunderne til at indsende klager. Hvert år kommer ca. 400 klager til Taxinævnet i København om emnet, men de fleste orker ikke andet end at vente på en flink chauffør.

”Jeg hader at sige det, men jeg tror, det sker flere gange om dagen,” siger Thomas R. Petersen fra Amager-Øbro Taxa til avisen.

Samme toner lyder fra Taxa 4×35:

”Vi kender problematikken, og vi sætter bestemt ikke pris på den. Derfor er vi begyndt at sætte fokus på reklamationer, ligesom vi har ansat personale til at tage sig af kundeklager. Vi ser også gerne systemet bliver lavet om, så chaufførerne ikke sidder og venter i flere timer og bliver skuffet over en kort tur,” siger Cecilia Campora.