Så har Emirates 100 B777-300ER

emirates boeing b777FLYSELSKABER: Emirates har netop modtaget Boeing B777-300ER nr. 100. Boeing B777 er i en række udgaver det mest udbredte fly i selskabets flåde. Dubai-selskabet er det med flest eksemplarer af B777 – cirka hver 10. af verdens B777 flyver hos Emirates.

Flytypen er selskabets næststørste, og bruges på den daglige rute til Københavns Lufthavn. Kun Airbus A380 i Emirates’ flåde har plads til flere passagerer.

Med modtagelsen af eksemplar nr. 100 af B777-300ER har Emirates nu 142 B777 i sin flåde. Ifølge Boeing er Emirates eneste flyselskab i verden med alle versioner af det store fly, herunder fragtfly. Emirates har bestilling på yderligere 51 B777-300ER – i alt har selskabet i øjeblikket 213 Airbus og Boeing fly.

“Foreløbig har over 108 mio. Emirates-passagerer fløjet med vores B777-300ER,” siger Sir Tim Clark, Emirates’ koncernchef, og tilføjer: ”Samlet har vi bestilling på over 200 flere B777.”

Emirates har nemlig bestilt 150 eksemplarer af den større, kommende Boeing B777X. Produktionen af denne forventes at begynde i 2017, hvorefter de første eksemplarer leveres fra 2020.