Sådan er lønninger i DAT

Jesper Rungholm.

Jesper Rungholm.

LUFTFART: ”Ingen social dumping hos os og et tilfreds personale,” siger direktør Jesper Rungholm, som i går modtog mange mails. De fleste positive, men også nogle meget negative.

Det kunne naturligvis ikke gå stille af, når en chef for et flyselskab om bord på et fyldt fly i højtaleren udtaler sig markant om glæden ved at have et godt personale uden en fagforening.

”Vi er i dialog med FPU og har været det længe. Hvornår det eventuelt fører til et resultat, ved jeg ikke. Men man skal ikke tro, vi er på vej med social dumping i luftfart. Det har ikke noget med virkeligheden at gøre,” siger Jesper Rungholm til standby.dk.

Derfor har DAT-chefen også lagt en status om personalets forhold ind på selskabets hjemmeside. Heraf fremgår det, at både piloter og kabinepersonale er ansat på enslydende standardkontrakter på funktionærlignende vilkår med diæter, løn under sygdom, obligatorisk pensionsordning, sundhedsforsikring m. v.

Der er 75 ansatte piloter, 56 danske, 16 svenske og en tysk. Gennemsnitslønnen var sidste år 783.000 kr. for en kaptajn og 420.000 for en styrmand. I kabinen tjente kabinechefen i gennemsnit 402.000 kr. og menige ansatte 301.000 kr.

”Det er rigtigt, at vi nogle få gange må bryde et varsel på 72 timer om ændret skema, hvilket ligger i firmaets opbygning. Vi har ad hoc opgaver over hele verden og flyver ikke udelukkende fra A til B som mellem København og Rønne,” slutter Jesper Rungholm, hvis selskab både kan byde på vækst og plus på bundlinjen.