Samler feriehusudlejere til seminar

Feriehusudlejernes Brancheforening samler branchen til seminar i februar. Her vil det særligt være feriehusenes mærkningsordning, som sættes i fokus.

Mandag den 23. februar mødes feriehusudlejere i Huset i Middelfart for at slå hovederne sammen. Her holder Feriehusudlejernes Brancheforening nemlig seminar.

Feriehusene er Danmarks største overnatningsform, og fra brancheforeningen lyder det, at det er planen, at det også skal være således i fremtiden.

Af samme grund lyder det, at branchen står midt i en vigtig, grøn omstilling, som skal sikre, at feriegæsterne også i fremtiden vil se de danske feriehuse som en attraktiv mulighed for overnatning.

”Den 23. februar inviterer vi til en dag, hvor engagerede indlægsholdere vil give os et kærligt skub i den rigtige retning. Der bliver fokus på, hvordan feriehusene som overnatningsform indgår i den grønne omstilling – og hvordan dette arbejde spiller ind i en større samfundsudvikling,” skriver Feriehusudlejernes Brancheforening i en pressemeddelelse.

Flere organisationer er med
I alt kommer fire oplægsholdere til at dele deres erfaringer under seminaret. Først og fremmest vil Henriette Mølgaard Hansen, seniorkonsulent i Dansk Kyst- og Naturturisme, holde oplæg om fremtidens feriehus.

Indgangsvinklen er, at samfundsudviklingen og markedets efterspørgsel betyder, at feriehuse skal omstilles til at være mere klimavenlige.

”Hvis vi ikke prioriterer indsatsen nu, risikerer vi at stå tilbage på perronen med et feriehusprodukt, der ikke kan imødekomme fremtidens krav og forventninger – både fra gæster og samarbejdspartnere,” skriver Feriehusudlejernes Brancheforening.

Her uddyber man, at Henriette Mølgaard Hansen giver et overblik over drivkræfter på markedet, som gør omstillingen uomgængelig, og opfordrer til, at branchen fortsætter arbejdet med certificeringen Koglemærket.

Henriette Mølgaard Hansen bakkes op af Bo Øksnebjerg, partner og bæredygtighedskonsulent hos EY.

Han vil give et overblik over, hvad der aktuelt sker på bæredygtighedsfronten, og han vil blandt andet tale om, hvordan der er brug for at sætte ind for både klimaet og biodiversitetens skyld.

Certificering og destinationsambitioner på tapetet
Under seminaret kommer Kristine Virén, formidlings- og kampagnechef hos Realdania, også på besøg for at fortælle om Koglemærket, Feriehusenes bæredygtighedscertificering, som blev lanceret sidste år.

Her vil hun blandt andet give sit arkitektfaglige bud på, hvordan energiforbedringer kan understøtte feriehusenes attraktivitet og oplevelseskvalitet.

Sidst vil Martin HH Bender, direktør i Visit Sydsjælland, holde oplæg om feriehusenes vigtighed som den største overnatningskapacitet i mange af landets områder.

Her sætter han også egne ord på de ambitioner, som Visit Sydsjælland og Møn har, og hvordan branchen i fællesskab kan øge antallet af koglemærkede feriehuse.

 

Relaterede artikler:

Flere huse og bedre huse hænger uløseligt sammen med den nationale turismestrategi

Glæder sig over ambition om flere udlejningshuse

Sommerhusejerne holder rådslagning