Sammenlægning skaber Sydamerikas største flyselskab

LATAM Airlines Group bliver, siger de to selskaber, det største flyselskab i Latinamerika – såvel Lan Chile som TAM vil flyve videre under deres nuværende navne.

 

Sammen omsætter Lan Chile og TAM årligt for over 13 milliarder dollars – deres samlede markedsværdi regnes som næststørst i verden for et flyselskab, kun overgået af Air China, skriver Reuters.

 

Selskaberne anslår, at sammenlægningen vil give årlige synergier for mindst 200 mio. dollars; 60 pct. skal komme via øgede indtægter fra passagerer og luftfragt, de resterende 40 pct. via omkostningsbesparelser.

 

Sammenslutningen betyder blandt meget andet, at de to selskaber anerkender hinandens bonusprogrammer, giver gensidig loungeadgang osv. Selskaberne har også et stort netværk for luftfragt til 169 destinationer i 27 lande.

 

Konkurrencemyndigheder i Chile og Brasilien har sagt ja til Lans overtagelse af TAM. Enrique Cueto fra Lan Chile bliver koncernchef for LATAM, den chilenske Cueto-familie er storaktionær i Lan Chile.

 

Lan-gruppen er i Oneworld-alliancen, mens TAM i 2010 kom med i Star Alliance. LATAM’s koncernchef siger, at flyselskabet inden seks måneder vil afgøre, hvilken alliance det vil være i. Det koster angiveligt 25 mio. dollars at forlade Star Alliance, mens Oneworld-alliancen ikke har en sådan afgift.

 

Selve Star Alliance fik sidste uge to nye medlemmer Copa Airlines fra Panama og colombianske AviancaTaca.

Skrevet af Henrik Baumgarten