Sandals Resorts i ny GDS-aftale

TURISME: Den caribiske hotelgruppe Sandals har indgået en aftale med GDS-virksomheden Travelport.

Sandals and Beaches Resorts, der er kendt for luksuriøse strandhoteller i Caribien, har indgået sin første aftale med GDS-virksomheden Travelport.

Det betyder, at rejseagenter nu via Travelports platforme har mulighed for at sammenligne og vælge flyforbindelser og kombinere dem med Sandals hotelpakker til en færdig pakkerejse.

Sandals driver 20 luksuriøse strandhoteller på syv øer i Caribien – Antigua, Bahamas, Barbados, Grenada, Jamaica, St. Lucia, Turks og Caicosøerne. Blandt de nye tilbud hos Sandals er Caribiens første ’Over The Water Suites’, som for nylig blev lanceret i Jamaica og St. Lucia.

“Vi er glade for at indgå vores første GDS-partnerskab med Travelport. Vi er overbeviste om, at Travelports førende teknologi hjælper os med at differentiere vores luksuspakker fra konkurrerende resorts,” siger Karl Thompson, adm. direktør i Unique Caribbean Holidays Limited, som står bag varemærket Sandals and Beaches Resorts.