SAS vil 28. og 29. september 2016 åbne nye helårsruter fra Oslo og København til Miami, som bliver SAS syvende destination i USA.
Begge ruter betjenes af en Airbus A330-300, med ny og topmoderne kabine. Der er afgang fra København tre gange ugentligt mandag, torsdag og lørdag og fra Oslo fire gange ugentligt tirsdag, onsdag, fredag og søndag.
I 2016 får SAS 6.600 flyvninger mellem USA og Skandinavien og tilbyder totalt 1,75 millioner sæder – heraf 190.000 mellem Miami og de to skandinaviske hovedstæder.
SAS har syv direkte ruter til USA og åbner fire nye i 2016. Ud over de to til Miami, åbner SAS direkte rute fra Stockholm til Los Angeles den 14. marts og fra København til Boston den 29. marts.