SAS åbner endnu en rute fra København

Med første SAS-fly fra København til Kiruna i baggrunden ses her fra venstre Lars Korup, key account manager i lufthavnen, Anne Schöldtz Bjerregaard, landechef i Danmark for VisitSweden samt SAS’ marketingschef, Robin Holmegaard Kristensen.

SAS havde torsdag morgen premiere på sin 10. ruteåbning fra Københavns Lufthavn i år – denne gang til Kiruna i det nordligste Sverige. Ruten flyves to gange om ugen frem til foråret.

Der var næsten fuldt hus da SK 2898 torsdag morgen afgik fra Københavns Lufthavn – Airbus 319-flyet havde 129 passagerer med på SAS’ premieretur mellem Københavns Lufthavn og Kiruna i det nordlige Sverige. En flyvetur på lidt over to timer – til en destination med minus 26 grader på premieredagen.

”Gæster til Kiruna vil nok nyde den store vildmark og bl.a. samer-kulturen,” sagde Anne Schöldtz Bjerregaard, landechef i Danmark for VisitSweden, til takeoff.dk ved åbningen af den nye rute.

Med åbningen på Kiruna har SAS startet ti nye ruter i år alene fra Københavns Lufthavn:

Shanghai, Kaliningrad, Katowice (den blev dog senere lukket), Malaga, Tel Aviv, Split, Dubrovnik, Billund og Lodz.

Næste nye SAS-rute fra København åbner næste år den 4. februar, når SAS atter vil forsøge sig på Newcastle. Også næste år forventer SAS at starte mindst ti nye ruter fra Københavns Lufthavn – bl.a. endnu en langrute, nemlig til San Francisco fra maj.