SAS-ansatte afviser lønnedgang

Selvom en vejledende afstemning blandt de SAS-ansatte, der er organiseret i HK Luftfart for nylig viste, at 75 % af medarbejderne var klar til at gå end i løn, har forbundet indtil videre afvist forslaget. Ifølge Nicholas Fischer kan en lønnedgang kun komme på tale i forbindelse med at arbejdstiden reduceres tilsvarende, og kun under forudsætning af, at SAS-ledelsen garanterer at ”ingen får sparket”. Det skriver Borsen.dk. i dag.

 

Og i fagforbundet 3F er tonen endnu mere afvisende. I fagforbundets seneste nyhedsbrev udtaler formanden for 3F i Kastrup, Henrik Bay-Clausen således at ”3F’erne i SAS tjener ikke mere end deres kolleger i konkurrerende firmaer. Lønnedgang ville være unfair konkurrence over for dem”. Bay-Clausen er dog åben over for f.eks. en fastfrysning af de ansatte pension i en periode, som det tidligere er sket. ”Det giver mere mening, fordi pensionerne i forvejen er bedre end på det øvrige arbejdsmarked” siger han, ifølge Business.dk

Skrevet af Christian Peschardt