SAS beder leverandører om hjælp

Stigende brændstofpriser får nu SAS til at søge hjælp hos sine leverandører i jagten på lavere omkostninger. I et brev til samtlige leverandører beder SAS om en prissænkning på 10 pct. på varer og tjenester – ellers vil SAS overveje at opsige samarbejdet. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten, lørdag.

”Vi respekterer allerede indgåede aftaler med de leverandører, som siger nej. Men vi kommer til at kigge på, om vi kan lægge vores volumer over til de leverandører, der vil bidrage til prissænkningen. Det er ikke en trussel. Man skal mere se det som et ønske eller en anmodning,” siger koncernindkøbschef i SAS Patrik Knutsson.

Skrevet af Simon Jørgensen