Kabinepersonalet i SAS udtaler sig for første gang om den nye store spareplan: De ansatte har allerede ofret sig – og bibeholdt kundetilfredsheden, lyder det.
Nu reagerer fagforeningen CAU, der organiserer de kabineansatte for SAS i Danmark, for første gang.
“Under seneste overenskomst gav kabinepersonalet en hel månedsløn pr. medarbejder i besparelser. Det skete, fordi personalet ønsker at bidrage til at holde SAS flyvende,” lyder det i kommentar til Berlingske Business fra CAU’s nye formand, Henrik Parelius.
Personalet ser sig selv som garanten for, at kundetilfredsheden ikke er blevet mindre trods de mange besparelser.
“Nu står personalet overfor en spareplan med krav om massiv yderligere lønnedgang kombineret med øget produktivitet – og igen er vores indstilling, at vi gerne vil bidrage, hvor vi kan. Men vi føler behov for at påpege, at det, kunderne efterspørger i luften, som kabinepersonalet skal levere; nemlig kvalitet, tryghed, service og kulturel identitetskraft, er under stigende pres i takt med, at kabinepersonalet kommer under pres. Mens kabinepersonalet har imødekommet ledelsens krav om besparelser gang på gang, har personalet også sikret, at kundetilfredsheden er i top,” siger Henrik Parelius.