SAS datterselskab får flere ruter fra Finland til København

Når SAS’ finske datterselskab Blue 1 fra april åbner fem nye ruter fra Finland til København, giver det Københavns Lufthavn mindst 300.000 nye finske passagerer – kun lidt over én procent flere rejsende.

 

Mellem april og det tidligere efterår begynder Blue 1 at flyve fra de finske byer Kittilä, Kuopio, Lappeenranta, Oulu, og Vaasa til Københavns Lufthavn.
 
Blue 1 flyver i forvejen til Københavns Lufthavn fra Helsinki, Tampere og Turku.
De nye ruter er også del af SAS’ svar på konkurrencen fra Norwegian på Helsinki-København samt det nye regionale, engelske flyselskab Flybe Nordic, der bl.a. er stærke i Finland.

 

Københavns Lufthavn, VisitDenmark og Wonderful Copenhagen deltog onsdag og torsdag i denne uge i arrangementer i Helsinki sammen med Blue 1. På møderne med finske rejseindkøbere og ansatte i bl.a. store finske erhvervsrejsebureauer blev der informeret om fordelene ved de nye ruter. Blandt andet blev det understreget, at Københavns Lufthavn har mere end dobbelt så mange internationale ruter som Helsinkis lufthavn.

 

Med de nye ruter kommer Blue 1 i år til at udbyde 850.000 flysæder mellem Finland og Københavns Lufthavn – næste år stiger tallet til 1,1 mio.
 
De nye ruter forventes at give ca. 50.000 flere årlige finske turister i København – sidste år var der 175.000 finske overnatninger i Danmark. Den øgede turisme vil skabe ekstra omsætning i København på 135 mio. kr. årligt og 175 nye jobs i turistbranchen, er det tidligere blevet oplyst.
 
Blue1’s adm. direktør, Stefan Wentjärvi, understreger, at Københavns Lufthavn med 134 europæiske og interkontinentale ruter har over dobbelt så mange ruter som Helsinki. Det er et af hovedargumenterne for at flytte trafikken til København. For eksempel kan forretningsrejsende tage senere hjemmefra og komme tidligere hjem – og alligevel få en hel arbejdsdag i Europas storbyer – f.eks. London.

 

Stefan Wentjärvi sagde under sammenkomst onsdag på den danske ambassade i Helsinki til takeoff.dk:

”Vi åbner i år de fem bebudede nye ruter fra Finland til Københavns Lufthavn – men der kommer endnu to nye ruter; vi oplyser navnene på de to destinationer senere. Fire af de bebudede nye ruter åbner mellem marts og sommerferien, den femte kommer i august eller september. Vi kigger også på måske at åbne sæsonruter fra Finland til Jylland, men der er intet konkret om dette. Og det er rigtigt, at vi måske overtager SAS’ rute mellem København og Turku, men det er endnu ikke bekræftet.”
 
De nye ruter fra Finland til København giver mange fritids- og forretningsrejsende adgang til SAS og Star Alliance meget store netværk ud i Europa og resten af verden.
Københavns Lufthavn regnes som Star Alliancens fjerdestørste lufthavn – 18 af de 27 medlemmer af verdens største luftfartsalliance flyver på København.

 

Blue 1 har 16 fly og omsatte i 2010 for 1,3 milliarder kr. Udover de nye ruter fordobler Blue 1 kapaciteten på de eksisterende til København fra Turku og Tampere. Blue 1 vil fortsat have fem flyvninger på hverdage mellem Helsinki og København.

 

Der kommer mere om Blue 1’s satsning på Københavns Lufthavn i februar-udgaven af Stand By.

Skrevet af Henrik Baumgarten