SAS fik flere passagerer – men faldende overskud

Halvårsresultatet for SAS-koncernen viser over 300 mio. kr. i øgede indtægter – men underskuddet

SAS-koncernens delårsrapport for januar-juni i år blev offentliggjort onsdag morgen og viser at spareprogrammet 4Excellence giver resultater i form af flere passagerer, øgede indtægter og lavere enhedsomkostninger.

I årets andet kvartal – april-juni – havde SAS i år indtægter på 11.392 milliarder svenske kr. mod 11.319 i samme kvartal i 2011.

Antal af passagerer steg 3,1 pct. – eller 228.000 flere. Justeret for valuta- og engangsposter voksede SAS’ passagerindtægter 2,8 pct. i årets andet kvartal, oplyser SAS.

SAS-koncernens overskud før skat blev i årets andet kvartal 371 mio. svenske kr. mod 730 mio. kr. i samme kvartal i 2011.

Navnlig omkostningerne til dyrere flybrændstof har kostet dyrt. Den blev 784 mio. svenske kr. i forhold til samme periode sidste år.

Halvårsresultatet for SAS-koncernen viser over 300 mio. kr. i øgede indtægter – i alt 20.983 milliarder svenske kr., mod 20,632 milliarder svenske kr. for første halvår af 2011.
Samlet har SAS i årets første halvår haft 551.000 flere passagerer, en stigning på 4,1 pct. sammenlignet med første halvår af 2011.

Første halvår af i år gav SAS-koncernen et minus på 761 mio. svenske kr. mod et overskud på 172 mio. svenske kr. i de første seks måneder af sidste år.
I årets første halvår steg SAS’ udgifter til flybrændstof 1.116 milliarder svenske kr.

SAS’ regnskabsår starter 1. november og slutter 31. oktober det følgende år.

Med i SAS’ indtægter for årets andet kvartal er 340 mio. svenske kr. for salg af ejendomme.

SAS’ spareprogram – 4Excellence – forventes at give SAS besparelser på fem milliarder svenske kr. i 2012-2013.

Men usikkerhed om den økonomiske udvikling, prisen på flybrændstof, valutakurser og stærk konkurrence betyder, at SAS ikke vil give noget bud på sit resultat for hele 2012.

I en kommentar til halvårsregnskabet og regnskabet for andet kvartal af 2012, siger SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson:

”SAS fik et positivt resultat i årets andet kvartal. Selv om resultatet ikke er tilfredsstillende, ser vi nu at vores 4Excellence-strategi begynder at give resultater. Vores enhedsomkostninger – uden flybrændstof er medregnet – er faldet fire procent i årets andet kvartal. Og vores kabinefaktor stiger.”

”Under årets andet kvartal brugte SAS 800 mio. svenske kr. mere på flybrændstof end samme periode sidste år,” siger Rickard Gustafson i sine kommentarer.
Han peger også på, at SAS i år har åbnet eller vil åbne 38 nye ruter. Til april næste år starter SAS bl.a. mellem København og San Francisco.

SAS har 60 nye og mere brændstofbesparende fly på vej mod sin flyflåde. De kommende to år erstattes alle SAS’ ældre MD80 og B737 Classic med moderne Airbus A320 og Boeing B737NG fly.

I år og næste år forlader 300 opsagte administrative medarbejdere SAS.
SAS håndterer i dag næsten dobbelt så mange passagerer pr. ansat som i 2008.

SAS forventer 5-7 pct. flere passagerer i år sammenlignet med sidste år.

Skrevet af redaktionen