SAS fremtid med udnyttelse af fly

Der har sandt for dyden ikke været noget imponerende tempo, der har været over trafikken med SAS på langruterne den sidste halve snes år. Lukninger mere end åbninger af nye ruter har været dagsordenen.

 

Nu sker der endelig noget. Mandag 8. april næste år med premiereflyvning til San Francisco. Noget som daværende SAS præsident, Jørgen Lindegaard, bebudede som næste step, da vi var sammen til åbningen af Washington-ruten i år 2000.  Driftsbudgetterne gjorde det senere umuligt.

 

 

Til New York kommer SAS 1. april næste år tilbage til to daglige afgange, som man med pænt resultat havde før i tiden – men ikke havde materiel til, hvis Oslo også i det mindste skulle have èn direkte rute. Hvad de naturligvis skulle. Mon ikke SAS har tænkt lidt på Norwegians planer!

 

 

Nu er så det helt naturlige spørgsmål. Hvordan i alverden kan der være materiel til den udvidelse, når man ikke vil lease endnu en Airbus 330/340, som ville være den naturlige løsning?

 

 

Uanset hvem man spørger i dag i SAS, får man svaret: ”Effektivitet og sæsonstyring.” Sædvanlige kilder er lukket totalt og nægter at definere begrebet sæsonstyring. Derefter er der frit for gætterier.

 

 

Det gør vi så. Her er det forhandlinger om opstart af joint venture mellem SAS og Singapore kommer ind i billedet. En række forhandlinger ser ud til at skulle køre videre i sommerens løb, men til vinterfartplanen sker der næppe noget.

 

 

Næste sommer da? Ja, mere tid kan de vel næppe bruge. Da skal Singapore Airlines i det fælles selskab flyve mere på København og starte op på Stockholm.

 

 

Her er det Bangkok-ruten kommer med i visionen. I dag flyver SAS til Bangkok fra København, tidligere fløj SAS også fra Stockholm til Bangkok.

Det er formentlig ruten med den svageste indtjening (mange turister, få businessfolk). Det vil ikke overraske, hvis det er Bangkok, der skal holde for, når der udvides til USA.

 

 

Hvis der så oven i købet kommer gang i de tilløb, der har været om en jointventure med Thai, som måske kommer op på to daglige afgange fra København, da er mønstret fuldendt.

 

 

God weekend.

Skrevet af Ejvind Olesen