SAS: Fusion afgøres til januar

Der er lagt op til afgørende nyt i spillet om SAS som fusionskandidat i slutningen af januar. Det siger velinformeret kilde, der i øjeblikket ser to mulige udfald – enten en fusion eller fortsættelse som selvstændigt luftfartsselskab. Samtidig afvises det, at der sker noget ekstraordinært på onsdagens ekstraordinære bestyrelsesmøde i den skandinaviske luftfartsgigant. Det skriver dagbladet Børsen i dag.

 

Kraftigt forværrede trafiktal for de europæiske luftfartsselskaber de seneste uger lægger nu stærkt pres på SAS for at foretage sig noget drastisk, så selskabet skal kunne køre videre som et bæredygtigt luftfartsselskab.

 

Børsen erfarer fra en kilde tæt på forhandlingsforløbet, at det ene spor tilsiger, at SAS skal rejse midler, så det bliver muligt at forny den kraftigt aldrende flyflåde. Hvis det skal give mening, så er det af allerstørste vigtighed, at ledelsen i SAS i mellemtiden formår at komme gennem med nogle overenskomster, der kraftigt forbedrer produktiviteten.

Den anden mulighed peger mod et tæt samarbejde med en større europæisk spiller – Lufthansa har været nævnt et utal af gange – og dermed indgå i en større europæisk luftfartsfamilie. Hvilket af sporene, der skal følges, ventes præsenteret i slutningen af januar, skriver Børsen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen