LUFTFART: SAS tilfreds med bookingtal efter selskabet søndag begyndte at flyve ekstra daglig afgang mellem København og New York. 60.000 flere SAS-sæder næste år fra København til New York.
”Vi har god efterspørgsel på den nye aftenafgang fra København til Newark, bookingtallene er i tråd med vores forventninger. SAS oplyser ikke belægningsprocenter på enkeltruter, men vi konstaterer stor efterspørgsel på den nye afgang,” sagde Anna Vibeke Nielsen, kommunikationskonsulent hos SAS Danmark, i går til standby.dk
Den ekstra daglige SAS-afgang – der ikke flyves på tirsdage – fra København til Newark-lufthavnen ved New York, lettede første gang i søndags, fløjet med en Boeing B737-700 fra det schweiziske flyselskab PrivatAir.
SAS’ treårige kontrakt fløjet med cockpit- og kabinebesætning fra PrivatAir, begyndte sidste år mellem norske Stavanger og Houston i USA. Men ruten blev aldrig den ventede succes; derfor besluttede SAS at lukke den med udgangen af dette års sommerprogram og i stedet bruge flyet på ekstra flyvning fra København til New York.
Fra sommerprogrammet næste år skal B737’eren flyve på SAS’ nye daglige rute mellem København og Boston. Bliver den nye SAS-rute en succes, vil SAS analysere potentialet for at indsætte egne langrutefly til hovedstaden i Massachusetts, når aftalen med PrivatAir udløber.
Den ekstra SAS-afgang fra København til New York, SK901, letter fra København kl. 18.25 med ankomst kl. 21.35, mens SK902 flyver retur fra New York kl. 22.55 og lander næste dag i København kl. 12.45.
Flyet har i dag udelukkende 44 business class-sæder. Ved årsskiftet modificeres kabinen til 20 Business-sæder og 66 economy-sæder, SAS Go.
SAS har i forvejen daglig afgang til New York og har meddelt at man også næste år fastholder to daglige afgange fra København til New York. Dermed udbyder SAS 60.000 flere årlige sæder på ruten.